Det er med stolthed, vi kan præsentere det færdige resultat af Lekolars indretningsprojekt af en helt nyopført daginstitution i Nuuk. Opgaven er udført for Sermersooq Kommune og i tæt samarbejde med vores grønlandske forhandler, Arctic Import.
Den nye daginstitution, Naasut (som betyder 'blomst'), er opført i 2023 og stod klar til indvielse i december måned. Der er plads til 96 børn fordelt på to børnehavegrupper og tre vuggestuer.
Fra kommunens side er der lagt stor vægt på innovation og nytænkning. Forvaltning for Børn og Skole i Kommuneqarfik Sermersooq har en vision om at have Grønlands bedste og mest bæredygtige daginstitutioner og skoler, som rummer alle børn og skaber de bedste rammer for, at børnene kan udvikle sig til nysgerrige, robuste, sunde og glade selvstændige borgere. Børn har ret til et børneliv på deres præmisser, og det er vigtigt at arbejde for at give alle børn en god og stimulerende barndom. Der skal derfor være plads til udfoldelse, og leg behøver ikke altid kun at have et læringsperspektiv.
Med indretningen har vi taget særligt hensyn til:
- Pædagogiske perspektiver og grundlag med barnet i centrum.
- Lærings- og legemiljøer, som understøtter såvel det enkelte barn som gruppen i forhold til pædagogiske læreplaner, børnemiljø og sprogvurdering.
- Fokus på mangfoldighed, inklusion af børn med særlige behov, fleksibilitet, læring, udvikling, trivsel og sundhed.
Det har været en spændende opgave at få de fine arkitektoniske linjer i den nyopførte bygning til at skabe de ønskede miljøer i samspil med vores møbler og inventar.
Se de mange flotte løsninger og hvilke produkter, der er anvendt i indretningen nedenfor.
Hvis du har spørgsmål til selve indretningen, kan du kontakte vores indretningsarkitekt på projektet, Maria Svensson.
Legende læring i de pædagogiske aktiviteter er centralt for udviklingen af det enkelte barn i det sociale fællesskab. Dette understøttes gennem indretningen, hvor rummene vokser i takt med børnenes alder og udvikling. I vuggestuen lægges der vægt på nøje udvalgte materialer og møbler for at stimulere alle sanser, mens børnehavedelen byder på funktionsrum med fokus på krop og bevægelse. Her kan børn udvikle deres naturlige nysgerrighed for musik, natur og science, kreativitet og kunst samt samfund og sprog. Igen skal der bredt tages hensyn til vores kulturelle kontekst.
Indretningen skal være med til at skabe rum, der inspirerer til leg og til at gå på opdagelse. Rummene skal skabe plads til fællesskab, hvor børn kan mødes på tværs af alder og stue. Men de skal også give mulighed for, at det enkelte barn kan trække sig tilbage og fordybe sig i sin egen verden.
Det var et vigtigt punkt, at institutionens indretning fremkalder tryghed hos børnene samtidig med, at den nærer og inspirerer deres fantasi. Daginstitutionen skal være et mikrokosmos af muligheder - et oplevelsesrigt sted, hvor indretningen taler til og med barnet. Børn indgår naturligt i dialog med de omgivelser, de befinder sig i, og bruger bygningens rum på en helt anden måde end voksne gør.